Tale til moddemonstration mod SIAD
marts 15, 2008 af lisbethpoulsen
Stop Islamiseringen af Danmark afholdte demonstration lørdag den 15. marts 2008 kl. 13 ved Haraldslund i Aalborg.
AntiRacistisk Netværk inviterede mig til at holde tale ved deres moddemonstration på Louise Plads i Aalborg kl. 12. Det ville jeg gerne og demonstrationen foregik i god ro og orden.
Følgende er min tale:
________________________________________________________
• Kvinder er underlagt manden og skal modtage undervisning i stilhed og ydmyghed.
• Kvinden skal begære sin mand, og manden skal herske over hende.
• Det er umuligt at oplyse kvinder. Kvinder kan foræres væk og enker kan brændes.
Disse synspunkter er fundet indenfor hhv.:
• Kristendom
• Jødedom
• Buddhisme
Synspunkterne er et produkt af den periode hvor de blev nedskrevet og udøvet i praksis. De har ingen relevans i et moderne samfund med ligestilling. Der findes både moderne og konservative udøvere indenfor enhver religiøs retning.
Stop Islamiseringen af Danmark – SIAD – siger de går ind for kvinders ligestilling. Men de vil ikke stoppe kristendommen i Danmark, selvom der også her kan findes kvindeundertrykkende synspunkter.
SIAD siger at de ikke vil stoppe “før de dele af koranen hvor der stå at de vantro skal pines og plages og dræbes, bliver forbudt i Danmark.”
Vil de dermed også forbyde Biblen hvori Gud siger om den vantro: “Vis ham ingen barmhjertighed, skån ham ikke, men slå ham ihjel! Du skal stene ham til døde.” (5. Mosebog 13.9-13.11)
Dette er ikke et angreb på religion, men blot for at illustrere at der indenfor de fleste religioner kan findes sådanne synspunkter, hvilket er et udtryk for at skrifterne er fra en anden tid.
På SIAD’s hjemmeside finder man følgende citat:
“Samtidig er det begyndelsen på en magtkamp der ikke slutter for muslimernes vedkommende før de har magten i landet. Det er set alle steder hvor islam har fået fodfæste.”
Her er et andet citat:
“Det må brede sig på samme måde, som en pest breder sig. Han, jøden, har allerede ødelagt Rusland, nu er det Tysklands tur.” (Adolf Hitler)
SIAD skriver at de er imod nazisme og alle totalitære ideologier. Men deres synsspunkter afspejler netop en totalitær nationalisme.
De beskriver Danmark som “Det land som har fungeret som hjem for danskerne i tusinder af år”. Det lyder som om vi ikke – i Danmark – havde indvandring før muslimer kom hertil. Men faktum er at der igennem de sidste 500 år har været indvandring af jøder, polakker, hollændere, tatere, huguenotter med flere. Danskhed er ikke en absolut størrelse, men har ændret sig gennem historien, både hvad angår religion, etnicitet og geografi. De danske grænser har ændret sig gennem krige og aftaler.
Det er simpelthen så dumt at sige at Danmark er besat af muslimer. Om noget er Danmark ved at blive besat af fremmedhad og intolerance.
De integrationsproblemer vi har i Danmark er ligeså meget et udtryk for en fejlslagen politik.
SIAD skriver på deres hjemmeside at de kæmper for en verden med plads til muslimer, men er imod Islamfascisme. Men det passer jo ikke, ellers ville de vel også have valgt et andet navn til deres forening. De er klart imod at have muslimer i Danmark hvilket står i stor modstrid med deres hyldest til Grundloven, hvor et af kernepunkterne jo netop er religionsfrihed.
SF er imod fanatisme – om det er Hizb-ut-Tahrir eller ekstrem nationalisme. SF hylder ytringsfriheden og derfor skal Stop Islamiseringen af Danmark selvfølgelig også have lov til at ytre sig. Vi siger bare:
Stop fremmedhadet i Danmark!

Foto: Christoffer Veng

Foto: Simon Wedege Petersen
Foto: Christoffer Veng
Foto: Christoffer Veng
Foto: Christoffer Veng




Hvor er det bare fint sagt! Jeg var med i går og jeg synes, alle I tre talere var rigtigt gode! I min egen blog skriver jeg selv lidt om de seneste par dages begivenheder
Godt at du stillede op, Lisbeth!
/Leif