En million danske socialister
maj 8, 2008 af lisbethpoulsen
27 procent af danskere mellem 18 og 74 år opfatter sig selv som socialister, ifølge en undersøgelse lavet for Ugebrevet A4. Det er ca. en million danske socialister. Socialisme opfattes som mange ting, men selv de Konservatives Per Ørum Jørgensen anerkender socialismens betydninge for den danske velfærdsstat:
”Vi må anerkende de positive effekter af socialismen. I opbygningen af velfærdsstaten har socialismen skabt en solidaritet mellem de forskellige klasser i samfundet, så de rige i dag betaler til de fattige. Det er godt,” sagde Per Ørum Jørgensen i juni sidste år.
Dog er det bemærkelsesværdig at kun halvdelen af de socialdemokratiske vælgere ser sig selv som socialister. Der er helt klart en del ’borgerlige’ socialdemokrater og partiets interne problemer er da også et udtryk for en uenighed om hvad det socialdemokratiske projekt går ud på.
Den demokratiske og udogmatiske socialisme er grundstenen i den danske velfærdsstat. Det er idéen om lighed og retfærdig fordeling af goderne der samler os som danskere og bosiddende i Danmark. Vi må passe godt på vores samfund, hvad der tager et århundrede at bygge op kan rives ned på et årti.
